Om mig selv

Det enkle udtryk.

Jeg foretrækker det enkle udtryk, hvor jeg med antydning af stemning og fortællinger lader beskueren bruge sine forestillinger og fantasi i oplevelsen af maleriet. Helt abstrakt er det ikke, - der er altid noget genkendeligt.

Akrylfarverne lægger op til store armbevægelser med spontane livlige strøg, der skaber energi i maleriet. Mange af mine akrylmalerier tager afsæt i erindringer af oplevelser, jeg har haft på rejser til Færøerne, Island og Grønland.
Og så er der "Mønster"- malerierne. En del somre har jeg været på malekursus på Mors i Limfjorden. Her har jeg fået øje på de mange farverige mønstre i landskabet.
Jeg har leget med former, farver og flader.

Med akvarelfarverne udtrykkes flygtige øjeblikke med penslen på papiret lige her og nu. De sidste år har jeg eksperimenteret med at lade farver, linjer og flader skabe rum og mellemrum på papiret.

Inspiration til malerierne får jeg oftest af oplevelser i den nære og fjerne natur.